Hvid er min hemmelighed

Hvid er alles ven, fordi den er luftig og let og giver alt det den har til andre farver. Den opløfter alle farver, fordi den er genspejling af lys.

G.K CHESTERTON har skrevet følgende, som jeg er helt og aldeles enig i: "Hvid, er ikke det rene fravær af farve, det er en skinnende, bekræftende ting. Så heftig som rød, så definitiv som sort..."

Før jeg fandt mit kunstneriske udtryk brugte jeg ligeså mange farver som jeg gør nu. Men dengang var jeg lidt bange for hvid, fordi det jo ikke er en farve som sådan. Det gjorde at mine malerier blev meget tunge og farvemættede - de var flotte, men man skulle virkelig forholde sig til dem - de løb efter dig, selvom du gerne ville væk. De fyldte så meget at der ikke var plads til andet.

Jeg kom på et kursus hos Thomas Lindvig, som virkelig laver minimalistisk kunst. Jeg elsker det han laver. Vi malede aldrig sammen, men jeg så alle hans værker og skulle bedømme dem og fortolke dem. Han gjorde det samme med mine. Det var nogle spændende dage, hvor han tvang mig til at læse om de store kunstnere (det er ikke min stærke side at læse om kunst) Og han gav mig modet til at forholde mig kritisk til mit eget arbejde.

Efter en del timer i Thomas hyggelige og meget intellektuelle selskab, lærte jeg, at du ikke behøver at være bange for at lade et stykke lærred eller papir stå tomt. Hvid har præcis samme effekt som andre farver, eller måske endda større effekt. Stilhed har ligeså meget betydning, som dit drama. Det er i stilheden du kan fokusere og slappe af.

Efter det har jeg eksperimenteret meget med den hvide og lært mig selv, at selvom noget synes tomt, så kan det godt være fyldt.

Det var startskuddet til at finde min egen stil indenfor kunstens verden. Balancen. Den hvide er med til at skabe en melodi på mit lærred og den løfter de andre farver til noget større. Den skaber letheden i mine malerier og gør de andre farver til smukke historier, der på en eller anden måde flyver rundt i en himmel eller svømmer rundt i stille vand.

Jeg ser selv mine malerier som melodier af tanker og følelser, som man kan klippe og klistre i og fortolke ud fra sit eget liv. Præcis som en yndlingssang – den hænger blot på væggen og giver dig glæde præcis når du selv ønsker det.

 

Indsend en kommentar

Navn .
.
Besked .

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort