Mig & min kunst

Inspirationskilden er farvestemninger

Farver løfter min energi og giver mig glæde. Jeg forsøger at transformere denne glæde videre i mine malerier, så de forhåbentlig giver dig det som de giver mig.

Jeg har malet så længe jeg kan huske.

Det at skabe og udtrykke mig via min kunst, er en stor en del af mig. Det er en lidenskab, som jeg bruger al min tid på.

Alle mine malerier laves med stor passion, og hver eneste maleri har sin egen betydning.

Jeg elsker processen, hvor farverne og formerne praktisk talt driver mig frem. Min metode er intuitiv, og former og farver opstår undervejs i maleprocessen, afhængig af hvad jeg går rundt og tænker på og hvilken form for følelse jeg har. Det er det, der er det spændende i processen med at skabe; maleriet kommer til live som et selvstændigt værk, hvor jeg fører penslen uden selv at vide, hvad resultatet bliver.

I mine malerier er omdrejningspunket farverne.

Jeg har altid elsket farver og de appelerer til mine følelser. Sammen med penslernes strøg og de mange grafiske former, der opstår på mine lærreder når jeg maler, fremkommer der små fortællinger.

Det bedste er, når jeg også kan berige andre.

Jeg håber at mine malerier fortæller dig noget om dig selv, men også tilfører noget til dig. Jeg håber de løfter din energi og skaber en god stemning. I bund og grund håber jeg at de giver dig det, som de giver mig.
ring/sms/email
Har du spørgsmål eller har du behov for råd eller vejledning, så er du altid velkommen til at kontakte mig.

Telefon: 
20275141

Email:
 lerfeldtbjerker@me.com
i åbningstiden
Onsdag: 10 - 16
Torsdag 10 - 16

Adresse:
Jernbane Alle 95, Butik 1, 
DK-2720 Vanløse
udenfor åbningstiden
Passer det dig bedre at kigge forbi udenfor min åbningstid, så finder vi selvfølgelig ud af det.

Kunstneren fortolket af kunstanmelder Tom Jørgensen

Vibeke Lerfeldt Bjerker har en fortid som grafisk designer og har beskæftiget sig med kunst i snart 20 år. Hun er en intuitivt arbejdende kunstner med grafikerens sikre blik for den på én gang klare og dynamiske komposition.

Malerierne er alle abstrakte og udgøres af amorfe organiske former i klare farver suppleret af større eller mindre indslag af sort. Den rene hvide farve udgør en vigtig bestanddel af kompositionerne og kan bringe mindelser om vand, hvori mikroorganismer svømmer rundt i kontinuerlig bevægelse.

Malerierne virker dynamiske, men alligevel yderst harmoniske og behageligt pirrende.

Ved at skifte mellem transparente og halvtransparente farveflader og ved at lade de hvide partier dominere nogle kompositioner og lade dem være mere tilbageholdende i andre, lykkes det Vibeke Lerfeldt Bjerker at skabe stor rytmisk variation de enkelte malerier imellem.

Virkningen er alt andet end aggressiv. Tværtimod har malerierne en næsten meditativ effekt. Noget, der ikke mindst skyldes balancen mellem den sorte farve og de lysende varme kulører og mellem passager af stor energi og partier, hvor stilheden hersker.

Vibeke Lerfeldt Bjerker lægger selv stor vægt på, at hendes malerier skal skabe glæde hos beskueren, og at det hele ikke behøver være så højtideligt endda. Det er bl.a. derfor, at man kan vende billederne, som man har lyst til. Den endelige oplevelse er helt op til dig og mig.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen